Skammerens Datter musical - 1, 2, 3 gange?

Hej med jer!
Som så mange andre er jeg meget teater interesseret, og jeg nyder at gå i teatret og gør dette flere gange om året. En af mine absolut yndlings musicals er Skammerens Datter, en musical jeg har set ikke mindre end 3 gange, hvor af den 3. gang var i går på Skammer turneen i Odense.
At se en musical flere gange, forskellige steder og med forskellige skuespillere giver helt klart meget forskellige oplevelser. Alle oplevelser var meget gode, men havde hver elementer der gjorde dem unikke og specielle på deres egen måde. (Hvis blot man opsatte 2'eren så meget som 1'eren, så ville jeg være helt lykkelig!)

Første gang jeg så Skammerens Datter var på Østre Gasværk i København til Skammer maraton. Det var året efter den havde kørt første gang, og musikken var derfor til at finde på spotify og youtube, hvilket betød jeg kunne alle sangene udenad allerede inden forestillingen var begyndt. Om det var et plus eller minus ved jeg ikke, for små fejl i sangene lagde jeg selvfølgelig meget mere mærke til end min far, der var med og som ikke havde hørt musikken før.
Siden dette var min første oplevelse med Skammerens Datter, var jeg blæst væk. Det hele var så gennemført og bygningen var som skabt til eventyret om Dina og hendes mor. Selvfølgelig var der ting der ikke var på scenen som det var i mit hoved da jeg havde læst bøgerne, men sådan vil det altid være, og alt i alt var jeg helt oppe og køre.

Anden gang var sidste år i marts, på Sukkerkogeriet på Odense Teater. Scenen var langt mindre end i København, og det at vi var så tæt på var alene i sig selv en hel anden oplevelse. At gå fra at side langt oppe i salen inde i Østre Gasværk, til at sidde på forreste række og få folk fra Skidenstad i hovedet, var en stor forskel. Skuespillet var også et helt andet. Rosa og Dina blev spillet langt mere som børn (hvilket de jo er, og hvilket gjorde mig personligt glad), og Drakan blev spillet langt mere slesk og manipulerende i stedet for maskulin og autoritær som i København (hvilket passede henholdsvis til de skuespillere der nu engang spillede ham, Morten Hemmingsen i København og Jakob Randrup i Odense).
Hele fornemmelsen af stykket var helt anderledes og kom langt tættere på, da salen var langt mindre og skuespillerne kom meget tættere på. Da jeg gik fra Odense var det uden tvivl min yndlings opsætning af stykket, ud af de to gange jeg da havde set det.

Tredje gang var så i går, juni 2016. Mange af skuespillerne var fra Københavns opsætning, samt Jakob Randrup som Drakan endnu en gang (hvilket ikke gjorde mig det mindste!), og nye ansigter i ensemblet og andre roller. Jeg var ærlig talt en smule betænkelig, og overbevist om intet kunne toppe hvad jeg havde set i Sukkerkogeriet året inden. Jeg tog fejl.
Min største bekymring var egentlig Dina, spillet af Amalie-Marie Fjeldmose. Ikke fordi hun ikke spillede godt i København, men efter Nana Christine Morks' version af hende, var det blevet sådan Dina skulle være i mit hoved. Jeg ved ikke om det var fordi min hukommelse blot ikke huskede København versionen særligt godt, men til min overraskelse spillede hun Dina rollen ekstremt godt, hendes stemme var blevet mere klar, og hun virkede knap så mut og voksen, som jeg huske hende første gang. Jeg var i hvert fald positivt overrasket, og syntes egentlig hendes udgave fangede meget godt sådan som Dina lød i mit hoved da jeg læste bøgerne.
En anden jeg bed mærke i var Mikkel Mathew som Nicodemus Ravens. Han var uden tvivl den jeg har set spille Nico rollen som jeg bedst kunne lide. Han var præcis så indebrændt og flabet som jeg selv ser Nico, og spillede med en overbevisning så man virkelig mærkede det var en grund til hans opførsel, og at han ikke bare gjorde hvad han gjorde fordi han kunne. Blot den mest overbevisende Nicodemus jeg har set, med en helt fantastisk mimik og et helt vidunderligt kropssprog (også når han ikke var i fokus!). Derudover havde han en skøn stemme og nogle lidt andre fortolkninger af Nicos stemmer/sange, hvilket jeg elskede.
Der var selvfølgelig mange andre roller der gjorde det fantastisk, bl.a. Jens Andersen der tilføjede Aun mere personlighed denne gang, end første gang jeg så den. En sidste jeg vil nævne/fremhæve var Niklas Kongerslev der sang Ravnen og Dragen efter pausen. Normalt er det våbenmesteren der synger denne sang, men hvor er jeg glad for de havde sørget for Niklas Kongerslev sang! Hans stemme var helt utrolig, og meget stærk. Jeg ville så gerne se en udgave af 2'eren med Niklas i rollen som Davin igen.

Jeg kunne fortsætte med sammenligninger og glæde, men alt i alt vil jeg sige, at selvom man har set en musical før (måske endda mere end én gang), er det aldrig den samme oplevelse du kommer ind til. Det er magien ved teater. Du vil aldrig får en tro kopi af det du så i går eller sidste år. Netop det er grunden til jeg holder så meget af teater, og grunden til det næppe er sidste gang jeg har set Skammerens Datter ;)